tirsdag den 2. august 2016

Flyttedag ...

I går fyldte de små 8 uger og de var klar til at flytte hjemmefra.

Det er en dag fyldt med masser af følelser og det er altid svært for mig at skulle sige farvel. Heldigvis er det også på gensyn selvom det ikke bliver muligt at se dem alle så ofte. Så jeg håber at alle mine fantastiske hvalpekøbere vil være gode til at sende updates så vi kan følge lidt med.

Vi er så heldige at udover Alfa som bliver hos os kommer vi til at se en god håndfuld af de andre til den ugentlige træning. Det glæder os rigtig meget og det bliver spændende at komme i gang med at arbejde med de små.

Jeg har lagt lidt billeder i galleriet fra hvalpenes sidste aften hos os hvor alle var samlet.

I skrivende stund har vi Alfa, Lima, Mike og Oscar tilbage. Lima bliver hentet Onsdag og Oscar bliver hentet Torsdag. Vi har fornøjelsen af Mike 14 dage endnu da Lise lige skulle have overstået sin ferie.

Men der er godt nok stille i vores lille hus ...

lørdag den 30. juli 2016

Hvalpetest og fordeling ...

Så har STH været forbi og teste de sorte drenge og de gule piger. Herefter skulle puslespillet lægges så hvalpene kunne blive fordelt på bedst mulige måde.

Hvalpene er fordelt således:

Tæver:
Pinnmoors Alfa / Rød skal blive hos os
Pinnmoors Delta / Lilla skal bo hos Fam. Larsen i Vrensted
Pinnmoors Lima / Sort skal i træning hos STH
Pinnmoors India / Lyserød skal bo hos Claus & Gitte i Aabybro
Pinnmoors Zulu / Orange skal bo hos Anne-Louise & Christoffer i København

Hanner:
Pinnmoors Romeo / Lyseblå / Gul han skal bo hos Per i Bjerrringbro
Pinnmoors Bravo / Blå skal i træning hos STH
Pinnmoors Charlie / Brun skal bo hos Henning & Pernelle i Skive
Pinnmoors Echo / Gul skal bo hos Kennan i Karup
Pinnmoors Mike / Beige skal i træning hos SKAT
Pinnmoors Oscar / Grøn skal i træning hos SKAT

Pinnmoors Tango er stadig til salg så indtil videre bliver han her hos os.
Han har fået sin egen side under Hvalpefanen hvor man kan læse mere om ham.

torsdag den 28. juli 2016

Nye indtryk ...

Det er efterhånden svært at finde på nye indtryk til de små putter. Men Kim er ganske kreativ og fandt lidt forskelligt frem fra gemmerne. Hvalpene synes det er mægtigt skægt at se lidt nyt - I kan se billeder i galleriet :)

Ellers nyder vi blot de sidste dage hvor alle putter er samlet.

I morgen kommer STH og tester. Det glæder vi os til :)

onsdag den 27. juli 2016

Hvalpetest & dyrlægebesøg ...

Putterne har haft rigtig travlt de sidste par dage. Men det generer dem heldigvis ikke :)

I Søndags var Tonny & Marianne jo forbi. Der er netop kommet flere af deres billeder i galleriet for uge 6.

Mandag havde vi besøg af SKAT. De var her for at teste de sorte drenge og jeg fik dem også lokket til at teste de to sorte piger.

Alle 8 testede super fint og jeg er meget tilfreds med deres præstationer :)

SKAT var også meget tilfreds og valgte at sætte sig på to af de sorte drenge. Den ene får et spændende liv som narkohund i Billund lufthavn hvor den anden skal sætte sine poter i Aalborg. Det bliver så spændende at følge med i.

Tirsdag var Anette forbi for at chippe de små. Det gik rigtig fint og der var kun et par enkelte der havde lidt at brokke sig over.

I formiddags var de med en tur på Aalborg Dyrehospital. Turen derud var ikke noget at råbe hurra for - hold da op de brokkede sig. Vi troede ellers de ville være trætte efter en times gallop i haven. Men fordelen var så, at de lagde sig til at sove da de lige havde fundet sig til rette. Så undersøgelsen af den enkelte hvalp gik nemt og smertefrit. Alle hvalpe var sunde og raske - herligt :)

Nu ligger de og tager en skraber udenfor.

Fredag kommer STH og tester - det er vi vist mange der glæder os til.

mandag den 25. juli 2016

Video Video ...

Jeg synes lige I skal have lidt flere videoer af putterne - de er SÅ sjove :)

Ellers står dagen i dag på hvalpetest af SKAT.

Bagefter stården på vejning og ormekur i anledning af deres 7 ugers fødselsdag.

Senere kommer Per & co og hilser på Lyseblå :)

 
 
 

søndag den 24. juli 2016

Fotomodeller ...

Ja, man skal stå model til meget .. og nu har putterne leget fotomodeller to gange i streg. De synes det er en ret så kedelig leg. Men ikke alt i livet er fest og farver :)

I Fredags havde vi besøg af Pernille & Tommy fra Kennel Brown Hunt. De har opdrættet både Ronja, Zig Zag & Saga samt Navy der er jo er far til putterne. Så de var selvfølgelig spændt på at se de 12 fine Navy børn.

Heldigvis var de lige så tilfredse med hvalpene som vi er.

Pernille hjalp med at stille dem på bordet så vi kunne se hvordan de er skruet sammen. De er ikke så ringe endda som vi siger heroppe i Nordjylland :)

I kan se silhuet billeder i galleriet. TAK for hjælpen Pernille :)

Pernille´s seneste hvalp efter Ketchup (der jo er helsøster til Saga) fik lov til at hilse på de små. Jeg var meget stolt af at se det fine hundesprog de viste. De spurgte pænt om lov til at tage kontakt og da DuDer sagde ok var de ikke sene til at byde hende op til leg. De hyggede sig alle sammen. Dejligt !

I dag var Tonny og Marianne forbi. De tog deres kameraer med og jeg tror de fik taget nogle fine billeder af putterne. Det var lidt svært at tage dem i aktion. Dels fordi de er lyn hurtige .. SMIL og dels fordi at festen i dag blev holdt i skyggen under de store Rododendron i haven. Der blev løbet stærkt, kæmpet og gravet huller. Nøj hvor de hyggede sig. Da de gik omkuld kom de på bordet igen og Tonny tog nogle fine hoved billeder. De kommer i galleriet så snart de har været igennem Tonny´s kritiske øje :) TAK for hjælpen Tonny og Marianne :)

Hvalpene er nu flyttet fra forhaven og om i gården. Vi har besluttet at lade dem sove ude så vi kan begynde at få indhentet lidt nattesøvn. Gården kan låses af og de har mulighed for ly og læ hvis det regner. I nat var første nat i det fri og det gik rigtig fint.

Næste uge er der et travlt program for de små.

Mandag kommer SKAT og tester de sorte drenge.
Tirsdag kommer Anette og chipper dem alle.
Onsdag kører vi til dyrlæge.
Fredag kommer STH og tester de sorte drenge og de gule piger.

Ja - så er det week-end og afrejse for de fleste om Mandagen. Piv piv piv

Her kommer lige lidt videoer af de små banditter :)

 
 
 

torsdag den 21. juli 2016

6 uger gamle ...

Nu har putterne rundet de 6 uger og der er fuld gang i deres udvikling. De har fundet ud af, at der er nogle der er drenge og nogle der er piger :) De har også fundet ud af at de er jagthunde. Så der bliver trukket og rusket godt i legetøjet og de laver jagtspring og angreb. De er helt fantastiske at observerer :)

I Tirsdags var de på besøg hos Claus & Gitte i Åbybro. De har en dejlig skov på deres ejendom og der fik putterne lov til at give den fuld gas. De er alle nysgerrige og med på at få en på opleveren. Vi gik en lille tur ned i skoven hvor de legede og hyggede sig under buske og træer. Så fik de en drikke pause og en lille lur hvorefter vi gik retur igen. På græsplanen fik de krudtet det sidste gas af sig inden turen gik hjem igen. Køreturen derud foregik med masser af "snak". Men på vejen hjem faldt de hurtigt i søvn og endte med at få en god lur i bilen. Tak til Claus og Gitte for Jeres gæstfrihed :)

Onsdag var en rigtig varm dag for de små. Så da det blev aften aftalte vi med Fam. Larsen at mødes på stranden så de små kunne få en tur i vandet. Det synes de var mægtigt og alle mand var en tur i bølgen blå. De er lidt seje de der US Navy hvalpe.
Tak til hele familien Larsen for at hjælpe til med de små. Der er nok at se til med 12 hvalpe og mange strandgæster :)

Putterne har også fået nyt legetøj. De har fået en sansegynge som de er helt vilde med. Jeg troede de ville bruge den at sove på men nej, den skal da bruges til at lege på. De har også fået en bevægelig tunnel. Det er også lige sagen.

Vi har måtte lave en rampe til trappen. Hvalpene tror efterhånden de kan gå på månen så for at undgå diverse udspring fra trappen må de nu nøjes med en rampe så de kan passe lidt på sig selv.

Der er masser af billeder i galleriet.

søndag den 17. juli 2016

Eventyr og nyt legetøj ...

I går havde putterne endnu en fantastisk dag og den var spækket med nye oplevelser.

Først var Kim kreativ og fik lavet et legestativ med spændende sager. Den blev de rigtig glade for og de har leget meget med den både i går og i dag. I kan se et par videoer nedenfor.

Dernæst blev de inviteret på visit hos et hold gode venner der bor tæt på os. De har en skøn ejendom med masser af plads og gode oplevelser til sådan en flok hvalpe.

De små synes det var MÆGTIGT og gav den gas fra de kom ud af bilen og til vi kørte hjem igen. Der var ingen piv og ingen hvalpe der ikke turde kaste sig ud i herlighederne. De sprang ud i oplevelserne med nysgerrighed og gå på mod. De var sådan en fornøjelse af have med.

Så nu har de føjet nye ting til deres ønskeseddel. De ønsker sig en missekat, en hønsegård med høns, en kæmpe græsplæne hvor man kan løbe stærkt, en legeplads med hule & en spændende skov.
Ihh hvor de hyggede sig. I kan se billeder i galleriet.

Der er også lige et par videoer af lidt køkken og have hygge :)

 
 
 
 
 
 
 
 


lørdag den 16. juli 2016

Ormekur og prægning på vildt ...

Så har de små Navy putter haft 5 ugers fødselsdag. Det fejrede vi med ormekur. Det faldt ikke i god jord .. ha ha ha .. men de tager det nu fint.

De er mere og mere uden for. Det nyder de rigtigt. De leger og hygger sig. De nyder de kan løbe stærkt. De er meget motorisk stærke og tror de kan klare hvad som helst. Det er en fornøjelse at se dem bevæge sig.

De har fået en vippe som jeg rigtig så dem tage i brug i morges. Der var en sjov situation hvor Orange og Blå stod og vippede hinanden. Elsker dem :)

Næste på ønskelisten er en tromle der er hævet over jorden og som bevæger sig og så ønsker de sig en sansegynge. Lad os se om ikke disse ønsker bliver opfyldt inden for de næste par dage.

De små vil rigtig gerne være renlige og bevæger sig væk fra flokken når de er trængende. Det kan være svært for dem på værelset. Men når vi f.eks. har dem i køkkenet brokker de sig højlydt hvis vi ikke tager dem helt ud når de skal. Så nu prøver vi så vidt muligt at tage dem ud når de skal - også enkelt vis. De er så flinke til at løbe det bedste de har lært hen til døren og ud. I dag har vi købt nogle træpiller til værelset. Så må vi se om det kan hjælpe dem, at de kan gå på en bakke og gøre sig rene når de er derinde.

De er meget i forhaven hvor de naturligt bliver præget på en masse forskellige køretøjer. Busser, biler, knallerter og motorcykler. Det tager de i stiv pote. Selv når bussen skramler over dækslet på vejen. Der kommer mange mennesker forbi vores forhave og de fleste må lige ind forbi og hilse på de små. Så de får masser af opmærksomhed de små selskabspapegøjer :)

Hvalpene er meget nysgerrige og elsker nye udfordringer. Som I kan se på billedet skal alt undersøges og det ender altså nogen gange lidt uforudset som f.eks. Grøn der gik i mårfælden :)

De har nu stiftet bekendtskab med frisk tørret råvildt skind, rådyrløb, kronvildt løb, vildtsvine løb og duevinge. Jeg har også taget and og fasan op som de får vingerne fra senere i dag. De synes det er MÆGTIGT :)

Nu har vi begge ferie og så står den på miljø træning af de små. Jeg håber vejret tillader at de kan komme både til skov og strand i denne uge.

Vi har meget endnu vi gerne vil nå imens de stadig er vores så ring eller skriv inden I planlægger en besøgstur - de næste uger må I vige for miljøtræning der vil få 1. prioritet. Så kan I komme forbi efter hvalpene har været på eventyr :)



onsdag den 13. juli 2016

12 hvalpe på slap line ...

Det er ved at være et par dage siden sidste opdatering. Tiden ved computeren er knap nu hvor hvalpene kræver mere og mere af os. Så vi vælger at prioriterer at hygge om hvalpene og vores hvalpekøbere og så opdaterer jeg når jeg kan.

Hvalpene bliver flittigt besøgt og det er rigtig dejligt. De nyder selskab og underholdningen :)

De udvikler sig rigtig fint og jeg er meget tilfreds med dem. De er sociale og nysgerrige. De er hurtige til at omstille sig til nyt og til at afreagerer.

De er fysisk stærke og har god motorik. De bruger megen tid på deres balance legetøj og hygger sig meget med det. De nyder at lege, bære og ruske.

Det er nogle rigtig fine hundehvalpe :)

I Søndags skulle vi til 70 års fødselsdag så Karina & Karsten kom forbi for at passe de små. De skal have en af de gule piger.

I denne uge arbejder vi begge så der er Helene babysitter. Helene & Rasmus har en af hvalpene fra et af min tidligere kuld.

TAK til Jer alle tre for at ville træde til med at passe de små - det er er en STOR hjælp som vi sætter meget stor pris på.

I Mandags fik de ormekur for 2. gang. Vi har ikke rigtig set nogle orm men ingen tvivl om, at de har/har haft nogle. Det er helt naturligt.

De spiser rigtig godt alle mand og vi fodrer nu 4 gange om dagen. Saga giver dem også stadig så de mangler ikke noget de små.

De kommer ud mere og mere nu. Så de har prøvet både regn og blæst samt sol og sommer. De tager det hele i stiv pote.

Saga nyder at nusse omkring hvalpene. Nedenfor en video af Lyserød der hygger lidt med mor efter en tur i baren.

fredag den 8. juli 2016

Selskabs papegøjer ...

De små har udviklet sig til nogle værre selskabspapegøjer. De har nu fundet ud af, at der er en stor og spændende verden uden for. Så når de er vågne og hører aktivitet uden for deres værelse vil de da ud at være med. Som I kan se på de nye billeder i galleriet er de helt klar over hvor døren er :)

De nyder også at vi hygger med dem på værelset. De er alle meget sociale og vil rigtig gerne hygge med os. Men de leger også meget med hinanden og de har nu nået den alder, hvor de er begyndt at være lidt stride ved hinanden. De bider i ører, haler og poter så det synger :)

De elsker deres hundekurv og som I også kan se på billederne bruger de den gerne til at sove både op ad og ned ad :)


torsdag den 7. juli 2016

Have eventyr ...

Nu er putterne ved at være klar til nye udfordringer .. og masser af dem hvis I spørger putteren.

I går var vi så heldige, at solen var fremme og vinden var tålelig. Så det udnyttede vi og tog de små med udenfor i et par timer. De nød at være ude og kunne også finde ud af, at tage en lur.

De fik også besøg af et par søde små drenge og det synes de var mægtigt.

Her er lidt video af de små i det fri.

 
 

tirsdag den 5. juli 2016

Telttur i regn og torden ..

Så har putterne rundet 4 uger. De trives alle og har det godt. De bliver store og frække.

I Søndags vovede vi pelsen og gav dem deres "frokost" i det fri. De var også ude i går eftermiddags. Det synes de både er lidt mærkeligt men også spændende.

De har luret hvordan rutinerne hænger sammen. Så når det er ved at være tid for fodring i køkkenet står de på nakken af hinanden for at komme derud. De råber højt og kan ikke blive lukket ud hurtigt nok :)

Det er også snart tid for, at få hævet pladen ind til rummet. Hr. Lyseblå tog turen over og ud på egen pote intet mindre end to gange i dag. De bliver frækkere og frækkere.

Når de har været i køkkenet har de vist interesse for en af hundesengene. Så i morges fik de deres egen ind på værelset. Den er de rigtig glade for. De har også fået en balanceplade. De bruger både den, gyngen og massagepuden flittigt. De er ved at være ret mobile.

Her til eftermiddag fik de elefant teltet op. Så kan de lave en bane fra gyngen og ind i teltet og ud. Den fangede beige med det samme. Saga synes også det er festligt at komme på camping. Så alt imens deres lyd CD tordner derud af hygger de i teltet.

Der er nye billede i galleriet både for uge 3 og 4.


lørdag den 2. juli 2016

Køkkenfræs ...

I morgen bliver putterne 4 uger gamle. Tiden går bare så stærkt og de udvikler sig hver eneste dag.

De har haft masser af gæster og det tager de i stiv pote. De er nysgerrige og meget sociale.

De udvider deres omgivelser lidt hver dag. De er begyndt at indtage deres måltider i køkkenet. De synes det er mægtigt. De bevæger sig nysgerrigt omkring og undersøger det hele. Nu kan de også selv gå fra værelset og ud i køkkenet. De er rigtig dygtige :)

I går fik de også udvidet deres plads på værelset. Så er der plads til lidt aktivitetsting som gyngen og der er mere plads at lege og boltre sig på.

Vi havde håbet at de kunne komme lidt ud her i week-enden. Men det blæser og regner. Det er vist en lidt for voldsom start. Så vi venter på at vejret arter sig lidt bedre.

Her kommer en lille video af morgenfriske hundehvalpe.

onsdag den 29. juni 2016

DKK , STH og hvalpetest

Hvalpene nu med nummerplader - de er registreret hos DKK.

Jeg har bestilt DKK´s ID mærker til at komme og chippe hvalpene. Jeg har været så heldig at min normale "chipper" gerne vil køre turen nordpå. Det er jeg rigtig glad for. Hun er rigtig dygtig og hvalpene plejer at finde sig i den lidt trælse behandling. Ved at få dem chippet af en ID mærker er jeg også sikker på at have stamtavlerne når hvalpene afleveres da hun så har stamtavlerne med. Hvis man får det gjort hos dyrlægen kan der gå lidt tid før man får stamtavlerne fra DKK. Så nu venter jeg blot på hun ringer så vi kan aftale hvornår det skal foregå.

STH (Service hunde til handicappede) har bestilt to hvalpe fra kuldet. Det betyder, at de kommer og laver hvalpetest for at udvælge de to hvalpe der vil egne sig bedst til deres forening. Så de der skal have en gul tæve eller en sort han må vente på at få besked omkring deres hvalp indtil STH har lavet testen. De kommer Fredag d. 29.07.16 og tester. Det bliver spændende.

Jeg har tidligere leveret en hvalp til STH. Det var en hvalp efter Ronja fra hendes Englands kuld. Vi har haft en rigtig god oplevelse med Darwin´s forløb i STH systemet og er så heldige, at vi har god kontakt til hende der har ham som aktiv servicehund i dag.

STH er en nonprofit forening, der har til formål at uddanne og udplacere specialtrænede social- og servicehunde til at hjælpe mennesker med bevægelseshandicap.

Det er en meget professionel forening der tjener et fantastisk formål. Jeg kan kun opfordre til, at støtte op om foreningen. I kan læse mere på www.servicehunde.dk

Putterne er så søde og sjove. De leger med hinanden og med os. De bider i bukseben og fingre. Det bliver nok knap så sjovt når de først får tænder men lige nu nyder vi bare at de er så søde :)

De er begyndt at få legetøj i kassen. Det synes de er mægtig spændende. De er meget nysgerrige og undersøger det og leger også med det. Alt skal slikkes på og bides i.

De har også fået radio og vi er begyndt at spille lyd CD så de kan vænne sig til mange lyde fra starten af.

Kim skød en buk i går så mon ikke også et løb eller to finder vej i kassen når den er skindet.

Her kommer lidt video hvor I kan se lidt leg og lidt hygge i mælkebaren.

 
 
 

tirsdag den 28. juni 2016

3 uger og ormekur ..

Ydrk - ormekur er ingen stor succes skulle jeg hilse fra de 12 putter og sige !
De tog det dog forholdsvis pænt men der blev godt nok rystet lidt på hovedet da de havde indtaget det :)


Nu må vi se om vi opdager nogle orm de næste dage. Det gør vi sikkert da det jo er helt normalt, at hvalpe fødes med orm. De tager såmænd heller ingen skade at blive udfordret lidt på deres immunsystem. Men når det så er sagt skal de selvfølgelig af ormes så de ikke får problemer med maven. Så de får ormekur igen ved 5 & 7 uger og så skal de have igen når de er flyttet ud i deres nye hjem. Men det kan man aftale med sin dyrlæge.


Her er en træt og mæt Hr Grøn





lørdag den 25. juni 2016

Nye omgivelser ..

Hvalpene trives og har det godt alle mand. De tager godt på i vægt og bliver hurtigt store.

De bliver mere og mere mobile og begyndte at kravle ud af deres bassin. Derfor besluttede vi, at give dem lidt mere plads i dag. Så vi har fjernet bassinet og lavet en hvalpegård så de har mere plads at boltre sig på. Det håber vi også letter renlighedstræningen da der er plads til flere aviser. Derudover får de mulighed for at bevæge sig mere og Saga har mere plads når hun er hos dem.

For hver dag der går udvikler de sig og bliver mere og mere bevidste om deres omgivelser. I går så vi dem logrer for første gang. I dag er de begyndt at lave små sjove badutspring da de har lyst til at bevæge sig hurtigere end de har lært sig endnu. De er bare så søde og sjove. De er også mere bevidste om hinanden. De leger lidt og hjælper også hinanden med rengøring efter et måltid :)

Hvis der sker noget nyt i kassen er de meget nysgerrige. Alt skal undersøges og smages på. Så de har haft en spændende dag i deres nye omgivelser.

De er meget sociale og søger os så snart vi nærmer os kassen. Når vi sidder hos dem vil de rigtig gerne hen og nusse og hygge med os. Det er så skønt.

Der er nye billeder i galleriet og her nedenfor får I en lille video fra i dag.



onsdag den 22. juni 2016

Hvalperegistrering i DKK ...

Så er hvalpene godt på vej inde i deres 3. leveuge og der sker en udvikling med dem hver eneste dag.

Når vækkeuret ringer ligger de og snorksover. Ligeså snart de fornemmer at vi står op og der er bevægelse i rummet vågner de op til dåd. De går rundt i kassen og giver lyd for at få opmærksomhed. Når man stikker hånden i kassen kommer de nysgerrigt hen og siger godmorgen :)

Det er også sjovt at se de oplever hinanden på en anden måde. I stedet for blot at bruge hinanden som hovedpuder og sovekammerater ser vi dem nu kigge på hinanden og rører ved hinanden med poterne.

Når de kommer ud af kassen og ligger ved Saga på gulvet bevæger de sig også nysgerrigt omkring. Et par stykker har taget turen ind i stuen. Så der er ved at være godt gang i dem.

De er alle blevet rigtig dygtige til at spise. Lige nu fodre vi dem enkeltvis men jeg er sikker på, at inden for et par dage kan de spise selv fra en tallerken på gulvet.

I weekenden begyndte de tydeligt at tisse selvstændigt uden mors hjælp. Vi så at de faktisk fra starten søgte for sig selv. Så nu har vi lagt aviser i den ene side af kassen og de er så dygtige til at bruge dem allerede til både stort og småt.

Jeg har registreret kuldet hos DKK men der går nok lige et par dage før de ses på hundeweb da DKK lige har haft lukket et par dage grundet kursus. Vi har fordelt navnene på køn og farve. Så må vi se hvem der bliver hvem efter hvalpetesten.

De sorte tæver kommer til at hedde India & Zulu
De gule tæver kommer til at hedde Alfa, Delta & Lima
De sorte hanner kommer til at hedde Bravo, Charlie, Echo, Mike, Oscar & Tango
Den gule han kommer til at hedde Romeo


mandag den 20. juni 2016

To uger gamle og movistars ...

I dag har putterne 2 ugers fødselsdag. Det fejrede vi i morges med en lille video så I kan se dem "live" :)

De er begyndt at få lidt mad for at hjælpe Saga lidt. Det tog lidt tid at finde en blanding der passer de kræsne tunger. Da Saga jo ikke mangler mælk er de ikke sultne i den forstand. Så det krævede lidt at få dem til at tage andet. Men det lykkedes så nu supplerer vi lidt et par gange om dagen.



søndag den 19. juni 2016

Øjne så store som tekopper ..

har de nu ikke .. smil .. men de har fået øjne. De sprang over dagene hvor de får sprækker der så bliver større og større. Fra den ene dag til den anden opdagede jeg pludselig at Hr. Blå kiggede på mig da han fik sit morgen kys. Sørme om ikke de andre gjorde ligeså :)

Putterne har haft deres første besøg. Det er så hyggeligt at hilse på de nye hvalpekøbere. Det bliver nogle dejlige uger vi går i møde med masser af besøg til de små.

Med sprit nye øjne og luft under maven varer det ikke længe før der bliver liv og glade dage i hvalperummet. Det glæder vi os til :)

I dag har de fået nye halsbånd på. Nu kan de passe de rigtige hvalpehalsbånd. Gul han uden halsbånd har fået lyseblå. Sort han uden halsbånd har fået grå. Ellers har de andre de farver de har haft hele tiden.

onsdag den 15. juni 2016

9 dage gamle ...

De 12 små igler har det godt. De spiser og sover det bedste de har lært. De bevæger sig hurtigt rundt i kassen og der er kommet godt luft under maven når de stavre afsted. Inden længe bliver de svære at holde styr på :)

Saga´s mælkebar har det fint igen og der er stadig godt med mælk til alle. Hun bruger det meste af sin tid i kassen og har det bedst med hele flokken omkring sig. Vi lader hende stadig fodre på skift et par gange om dagen for at få lidt ro på fodringen. Det fungerer fint men Saga vil nu helst have dem alle på en gang. Når hun ligger med en lille flok på gulvet skal hun helst ligge og hvile med hovedet på bassinet så hun kan se de andre. Hønemor ? Ingen tvivl om, at hun elsker dem alle lige højt :)

Det værste for hende er når hun kommer ind efter en luftetur og alle putterne bare ligger og snorker. Så føler hun sig helt tilovers og står bare og kigger ned i kassen. Ja - hun er bestemt ikke træt af dem tværtimod elsker hun når de har brug for hende :)

mandag den 13. juni 2016

7 dage gamle og nye rutiner ...

I dag rundede hvalpene et skarpt hjørne og er nu 1 uge gamle.

Det har været en fantastisk uge hvor vi virkelig har nydt at opleve Saga i sin nye rolle. Hun har vist sig at være en stærk avlstæve både fysisk og psykisk. Hun håndtere de 12 små lige efter bogen og der er ikke noget at komme efter. Hun passer dem efter alle kunstens regler. Kassen er pinlig ren og hun fodrer dem og passer dem som hun skal. Det er en stor fornøjelse at opleve :)

Når det så er sagt er 12 hvalpe mange for en mælkebar med en normal kapacitet til 10 :)

Hvalpene har fordoblet deres vægt og de er blevet større og stærkere.

De har  derfor været lidt hårde ved to af hanerne. Så i går ville jeg beskytte hende ved at gemme de ømme haner lidt væk. Men det er da fuldstændig umuligt at gemme noget for de små igler. Så vi må i stedet overvåge dem lidt og sørge for, at de ikke bruger disse to haner som hygge haner når de bare vil ligge og falde i søvn i baren.

Dernæst har vi fundet ud af, at det slet ikke var de nye hvalpehalsbånd der var hårde ved putterne. De er simpelthen hårde ved hinanden. De formår at få kradset hinanden når der er trængsel i mælkebaren.

Så selvom jeg ikke er meget for at blande mig bliver vi nu alligevel nok nød til at styre dem lidt i baren så de ikke er så hårde ved hinanden og ved Saga. Her til eftermiddag lod vi de "små" få først ved at lade Saga fodre dem på gulvet. Da de var mætte gik hun i kassen og fodrede resten. Det fungerede fint og vi kunne undgå at de brugte de ømme haner.

De fik også klippet negle i går så det håber jeg også hjælper lidt.

Der er nye billeder i galleri uge 1. Jeg har ikke fået taget nye billeder i dag men en af dagene fortsætter vi i galleri uge 2.

lørdag den 11. juni 2016

5 dage gamle og nu med pigment og nye halsbånd ...

Så er putterne 5 dage gamle. De trives stadig og tager fint på i vægt.

Vi er startet med Biosensor programmet og det går rigtig fint.

De gule putter er næsten helt fuldt pigmenteret - det er utroligt så stærkt det går. Ørerne er også på vej til at hænge ned af. Inden længe ligner de jo små Labradors :)

Man begynder også at kunne fornemme deres små forskelligheder i deres personlighed. Det bliver spændende om vores nuværende fornemmelse holder stik hele vejen.

I går måtte jeg turen forbi en garnforretning for at hente bomuldsgarn. De nye hvalpehalsbånd blev lidt for hårde ved de små. Så nu har vi flettet nogle nye der passer dem bedre.

Der er nye billeder i galleriet. Men her får I lige et billede af nogle smukke ny pigmenterede poter.

torsdag den 9. juni 2016

3 dage gamle og og Biosensor program ...

Så er hvalpene godt tre døgn gamle.

De trives alle mand. De er runde og faste og tager alle fint på i vægt. Der er generelt ro i kassen. Vi hører kun den normale knurren når de ligger i mælkebaren og arbejder på, at få mælken til at løbe eller lidt brok når de er kommet væk fra deres mor. De nyder helst at ligge hos hende i en stor flok. Men når de rigtig tager en skraber ligger de også mere spredt i kassen.

Saga trives også. Hun har stadig lidt stress i kroppen efter fødslen hvilket er meget normalt. I kassen ligger hun helt roligt men når hun kommer ud kan hun stadig finde på at grave i hendes yndlingshul under de store Rododendron i haven. 

Både Saga og hvalpene har fundet en fin rytme. Saga bliver fodret hver 4. time for at sikre hun lægger mælk nok til de små. Hvalpene er gode til at spise på skift så der er altid en plads i mælkebaren selvom de er 12. De bliver hurtigt mætte og putter sig så der er plads til de næste.

Vi kan også mærke at hvalpene nu har vænnet sig til livet. Når vi tager dem op for enten at veje dem eller flytte dem for at skifte i kassen tager de det helt roligt. I kan også se på billederne i galleriet af hver enkelt hvalp at de har vænnet sig til håndtering.

I dag starter vi på et Biosensor program. Normalt starter man først på at præge hvalpene når de har fået syns, høre og lugtesansen. Men med dette program  kan man præge dem allerede i neonatal fasen fra de er 3 dage til 16 dage gamle. Ved at lave 5 enkelte øvelser med dem hver dag kan man således opbygge en bedre evne til at håndtere stress senere i livet.

Programmet forbedre:
Forbedret kardio-vaskular performance (hjerterytme)
Stærkere hjerteslag
Stærkere binyrer
Bedre tolerance overfor stress
Bedre modstandskraft mod sygdomme

Det bliver spændende at se hvad de små putter siger til det. Vi håber også at Saga er med på, at vi låner hvalpene lidt længere tid af gangen end hun er vant til.

tirsdag den 7. juni 2016

Det første døgn ...

Så har vi alle fået sovet ud og har i dag kunnet nyde lydene og synet af de små putter.

Vi har haft en rolig nat og både Saga og hvalpene har det godt.

Saga bruger udelukkende sin tid i hvalpekassen. Hun flytter sig ikke frivilligt og skal lokkes ud for at spise og gå tur. Helst ser hun at måltiderne bliver serveret på sengen. Hun er fuldstændig rolig i kassen og omkring hvalpene. Hun værner om dem men det er helt på en helt afbalanceret og afklaret måde. Hun er bare fantastisk :)

Kuldet består af 12 hvalpe fordelt på 3 gule tæver, 1 gul han, 2 sorte tæver, 6 sorte hanner.
Hvalpene har fået halsbånd så de kan kendes fra hinanden.

Normalt kan man forvente at hvalpene taber lidt vægt det første døgn. Men disse 12 putter trives og har alle enten holdt vægten eller taget på. Det er over alt forventning hos det store kuld. Der er generelt ro i kassen hvilket også viser, at hvalpene trives og får det de kan spise. De brokker sig kun når mælken ikke løber hurtigt nok, hvis man skal bevæge sig for at søge sin mor eller hvis en bror/søster stjæler ens foretrukne pat. Ja - de er nogle små luksus hvalpe :)

Hvalpene er mærket således:

Gul tæve / Rødt halsbånd
Gul tæve / Lilla halsbånd
Gul tæve / Sort halsbånd

Gul han / Ingen halsbånd

Sort tæve / Pink halsbånd
Sort tæve / Orange halsbånd

Sort han / Blåt halsbånd
Sort han / Grønt halsbånd
Sort han / Brunt halsbånd
Sort han / Gult halsbånd
Sort han / Beige halsbånd
Sort han / Ingen halsbånd

Vi har også bestemt navne til hvalpene. De bliver opkaldt efter Nato alfabetet.

Tæver:
Pinnmoors Alfa,
Pinnmoors Delta,
Pinnmoors India,
Pinnmoors Lima,
Pinnmoors Zulu

Hanner:
Pinnmoors Bravo,
Pinnmoors Charlie,
Pinnmoors Echo,
Pinnmoors Mike,
Pinnmoors Oscar,
Pinnmoors Romeo,
Pinnmoors Tango

HD/AD

Hos kennel Brown Hunt blev der sidste år lavet samme kombination med Saga´s helsøster Ketchup og Navy. Fire af disse hvalpe er netop røntgen fotograferet med gode resultater. De er alle frie på hofter og albuer med status A/0. Vi venter spændt på de sidste resultater. Navy har derudover 6 hvalpe fra et tidligere kuld hvor af de tre er fotograferet. Disse tre er også frie på hofter og albuer med status A/0. Det var godt nyt fra hundeweb :)

Vores hvalpekøbere skal også være opmærksomme på, at vi også forventer at hvalpe fra kennel Pinnmoors bliver røntgen fotograferet på hofter og albuer efter de er fyldt 1 år. I kan læse mere om dette under fanen "Køb af hvalp".

Nu vil jeg retur til hvalpekassen og nyde synet af de skønne hvalpe og deres skønne mor.





mandag den 6. juni 2016

Vi har fået hvalpe ..

og det er de mest fantastiske hvalpe .. og der er intet mindre end 12 af slagsen :)

Søndag morgen vågnede vi til en morgen temperatur hos Saga på under 37 grader. Det betyder, at vi kan forvente hvalpe inden for et døgns tid.

Hendes appetit var væk og ved middagstid begyndte hun at sitre = tegn på opblokning. Det brugte hun så resten af dagen og aftenen på. Den længste Søndag jeg kan mindes :)

Kl. 23:30 blev den første hvalp født. Den sidste blev født i formiddags kl. 10:45

Det har været et langt døgn for både Saga og os så vi er meget trætte nu. Men en hurtig opdatering synes jeg lige der skulle være plads til. Jeg laver et galleri til hvalpene en af de nærmeste dage. Men I får lige et par smagsprøver nedenfor-

I hvalpekassen ligger der 3 gule tæver, 1 gul han, 2 sorte tæver og 6 sorte hanner.

Jeg kommer retur en af dagene mht fordelingen af hvalpene. Jeg skal lige have det sidste på plads.

Hvor er det bare skønt, at de endelig er her. Vi har glædet os og det bliver en fantastisk givende sommer vi går i måde.




lørdag den 4. juni 2016

Venter på hvalpe ...

Nu kan hvalpene komme når det skal være og ventetiden er lang ...

Ligesom man tror at Saga´s temperatur er for nedadgående - ja, så stiger den lidt igen.

Hun har det varmt og puster meget. Men hun er glad og trives selvom hun er mærket af de mange ekstra kilo.

Hun spiser sin mad om end det ikke er med den store appetit længere.

Selvom hun puster meget så er hun rolig i kroppen. Så pt ingen tegn på opblokning ..

Ja - vi venter i spænding :)

onsdag den 1. juni 2016

8. drægtighedsuge

Så er Saga på 59. dagen efter første parring så i princippet er vi ved at være oppe over. De kloge bøger siger fra 58. dag til 72. dag fra første parring. Jeg regner med på Søndag som er 9 uger fra første parring. Nu bliver ventetiden lang :)

I Mandags var hun på vægten hos dyrlægen og den sagde +7 kg ... det bliver spændende at se hvad det er omregnet til hundehvalpe.

Saga har det stadig godt og hendes appetit er fin. Hun døjer dog meget med det varme vejr. Hun bevæger sig ikke mere end højst nødvendigt og hun puster og puster. Så i disse dage er kunsten at sørge for, at hun for væske nok.

Her er et par billeder af damen fra i eftermiddag.



søndag den 29. maj 2016

7. drægtighedsuge

Saga er blevet stor og mægtig er hun :)

Hun vokser og vokser - vi kan se ændringer fra dag til dag så det går stærkt. Hun er også ved at være besværet. Hun findes mest liggende og på gåtur er hun hurtig træt. Så der er ingen tvivl om, at hun har flere kg på bagen end normalt.

I morgen skal hun forbi dyrlægen og have den sidste herpes vaccine. Så må vi se hvad vægten siger.

Man kan mærke de små putter nu og er man heldig kan man også se dem bevæge sig med det blotte øje :)



lørdag den 21. maj 2016

6. drægtighedsuge

Så er Saga i sin 6. drægtighedsuge og nu begynder det at gå stærkt. Hun vokser nærmest fra dag til dag og hun er ved at fylde godt.

Hendes lugtesans er virkelig skærpet og hun kan sidde og snuse begærligt ud i køkkenet hvis der er den mindste krumme fremme :)

Hun er blevet tung i sine bevægelser og hun sidder/ligger meget. Så nu holder vi lidt igen på de lange gåture men hun skal stadig holdes i gang.

Hun er kommet over på hvalpefoder så vi er sikre på at hun får nærring nok til de små. Appetitten er stadig i top og hun får nu også mad tre gange dagligt.

I denne weekend har vi gjort hvalperummet klart. Der er lagt linoleum i stuen hvor de skal være og bassinet er pustet op. Så er der god tid hvor Saga kan vænne sig til det nye.

Vi har valgt, at den lille stue skal være hvalperummet. Det er der hvor Saga, faktisk som den eneste, altid har søgt hen når hun har været træt og trængt til ro. Rummet ligger praktisk idet at der er ro og det er nemt at holde resten af flokken derfra så Saga og hvalpene kan få lov til at passe sig selv.

Her er lidt billeder af den tykke dame fra i Torsdags.



fredag den 13. maj 2016

5. drægtighedsuge

Nu er Saga 5 uger drægtig + et par dage regnet efter sidste parring. Hun viser nu helt tydelige tegn på, at der er hvalpe på vej.

Hun fylder mere og maven er spændstig. Hårene i hvirvlerne i lysken er også "vendt" hvilket også er godt tegn.

Hun trives og har det godt. Hun er glad og vil stadig gerne lege lidt med Kira. Hun er også frisk på vores gåture.

Kim tog lige et par billeder af hende i haven i dag. Krammeholdet var ikke i tvivl i går om at hun har taget meget på :)


fredag den 6. maj 2016

De første synlige tegn ..

Nu er Saga ca. 4 1,2 uge drægtig og dermed halvvejs. Nu kan vi se de fysiske forandringer. Hun er blevet bred om ryggen og bagen. Det ses især når hun sidder og ligger. Når hun står er hun begyndt at svaje i ryggen. Så der er ingen tvivl om, at hun bærer på mere end hun plejer :)

Hun har heldigvis ingen problemer med appetitten. Hun passer godt på sig selv men er stadig meget aktiv på vores lufteture og nyder dem ligeså meget som hun plejer.

Herinde er hun begyndt at ligge mere på gulvet fremfor hundekurven eller sofaen. Tror hun er nemmere ved at få det varmt end hun plejer.

Ronja er ikke i tvivl om, at der er noget forandret ved hende men de øvrige hunde reagerer ikke på hende.

Det er så spændende at følge med i de små forandringer. Vi glæder os rigtig meget :)
Her et billede af Saga omkring parringstidspunktet.

lørdag den 30. april 2016

Juubiii - drægtig !

I dag fik vi spændingen udløst - Saga er drægtig !

Vi kørte en tur ned til Dyrlæge Gregers der har en fin evne til, at kunne mærke de små bobler. Sørme om ikke han kunne mærke de fine bobler hos Saga så hun er helt sikkert drægtig.

Hun har også ændret adfærd. Fra at være meget energisk og legesyg er hun nu blevet meget rolig og hun passer utrolig godt på hende selv. Men det var nu dejligt at få bekræftet alligevel.

Nu vil vi nyde hendes små forandringer over de næste 6 uger. Mest af alt glæder jeg mig til, at man kan mærke de små putter bevæge sig i hendes mave :)

Her er lige et billede af Baby Saga :)

fredag den 15. april 2016

Diva ? ..

Jeg havde i går Saga med til træning for første gang siden hun gik i løbetid. Det var også en god uges tid siden sidste parring. Derhjemme er hun frisk og glad og jeg tænkte at damen godt kunne bruge lidt træning.


Hmmm .. oplevede at damen opførte sig som en Diva. Der er ingen tvivl om, at hun regner med at være drægtig. Hun skulle lægge sig hver gang der var en lille pause, alting foregik i sindigt tempo og hun har pludselig fået nykker med hvilket terræn hun lyster at betræde med sine skrøbelige poter .. GISP .. det bliver lange 8 uger tilbage hvis det skal være med den på ... :)

søndag den 10. april 2016

Løbetid og parring ....

Saga gik i løbetid som forventet i Marts måned - helt præcist Tirsdag d. 22 Marts. Det var i forlængelse af Kiras første løbetid så de to damer var næsten ikke til at holde ud. Men da Saga normalt kan være ret svær at læse i en løbetid var det en stor fordel for os. Kira var nemlig meget opmærksom på Saga og via deres leg kunne vi følge med i hvornår hun begyndte at stille sig.

Søndag valgte vi at køre til Hedensted for at se hvordan hun ville reagerer over for Navy.

Det er altid meget spændende når en tæve skal parres første gang. Men med en erfaren herre som Navy var det ingen problem. Der gik ikke længe før hun var klar og de havde en rigtig fin parring.

Vi fik lov til at låne Navy med hjem og de havde yderligere tre fine parringer herhjemme.

Onsdag kom Nana forbi og tog Navy med retur til Hedensted. Tak søde Nana ! :)

Tusind tak til Pernille & Tommy for lån af Navy. Det er sjældent, at man får lov, at få den glæde at have hanhunden så tæt på. Det var en stor fornøjelse at have ham omkring os i et par dage. Navy var nem at have på besøg. På trods af en højløbsk tæve og tre andre tæver i vores lille hus gav han ingen problemer. Han er en virkelig sød hanhund og vi er nu om end endnu mere spændte på de kommende hvalpe.

Nu kommer den søde ventetid hvor vi venter på tegn at Saga er drægtig.

Det bliver et US Navy kuld - det synes vi var meget oplagt og vi har allerede nogle fine navne i tankerne.

Vi glæder os !